Vores projekter - Center for Sundhed

Center for Sundhed
 

Velfærdsbyggeri i træ forener sundhed og sociale fællesskaber

Et nyt sundhedshus på Nørrebro skal ruste til en fremtid, hvor antallet af københavnere med livsstilsrelaterede sygdomme ventes at stige. Arkitekturen inviterer til fysisk aktivitet og skaber rum for sundhedsfremmende tilbud til både børn og voksne

Forbedret tilbud

I efteråret 2024 afsluttede vi byggeriet af Københavns Kommunes nye sundhedshus ’Center for Sundhed’.

Centeret skal give københavnere med livsstilsrelaterede sygdomme bedre adgang til et mere sammenhængende sundhedstilbud.

Flere lokaler til både undervisning og individuelle samtaleforløb skaber for eksempel plads til flere borgerforløb. Samtidig med at bygningen danner ramme om frivillige initiativer, hvor københavnere med nogle af de samme livsstilsrelaterede sygdomme kan mødes og skabe sunde vaner sammen.

Fotograf:
Adam Mørk

Plads til sunde fællesskaber

Arkitekturen inviterer til fysisk aktivitet og skaber rum for fællesskaber, der kan understøtte varige livsstilsændringer.

Det kan være alt fra fællesspisning til forskellige former for træning. Centerets brugere har i den forbindelse adgang til fælleskøkkener og forskellige motionsrum. Ligesom bygningen også er omgivet af flere grønne områder, hvor fællesskaber kan blomstre i et aktivt udeliv.

Citat

“Vi er stolte over at have været en del af projektet, som ikke kun handler om at opføre en bygning, men også om at skabe et sted hvor københavnere med livsstilsrelaterede sygdomme kan mødes og have et sundt og aktivt liv sammen."

Mette Kilde
Mette Kilde Corfitzen
Byggechef i Byggeri København.
Kort over området

Central placering

Byggeriet har en central placering i De Gamles By på Nørrebro, hvor centeret løber fra toppen af Hans Kirks Vej og ned langs Møllegade, indtil bygningen laver et blødt knæk ind over grunden. Her står centeret, med sin aflange, krumme bygningskrop, som en moderne genfortolkning af områdets traditionelle længehuse.

Nord for grunden, på hjørnet ud mod Nørre Allé, er desuden friholdt et areal til en offentlig have, som både kan benyttes af borgere, der er tilknyttet centeret, og beboere i lokalområdet.

Træ og metal

For at nedbringe byggeriets CO2-udledning er store dele af byggeriet opført i træ. 

Selve bygningskonstruktionen består af store limtræsrammer, mens de fleste gulve, lofter og vægge er beklædt med træ. 

Trærammerne er synlige indvendigt og fremhæver på den måde byggeriets struktur.

Center for Sundheds atrium/hjerterum
Fotograf:
Adam Mørk

Udvendigt er bygningen beklædt med sortbrune metalplader, der strækker sig fra taget og ned til soklen.

Pladerne følger arkitekturens rammekonstruktion og tilføjer således et karakteristisk reliefmønster til arkitekturen.

Store vinduespartier, særligt i stueetagen, lukker en masse dagslys ind i bygningen og bidrager desuden til en vision om, at centeret skal åbne sig for lokalområdet. 

Fakta

Bygherre: Byggeri København for Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning
Beliggenhed: Hans Kirks Vej 8, 2200, De Gamles By, København N
Areal: 2.910 m2
Opført: 2024
Bygherre: Byggeri København
Arkitekter: Dorte Mandrup Architects, Bisgaard Landskab
Rådgivere: ABC Rådgivende Ingeniører, Spangenberg & Madsen
Entreprenør: Einar Kornerup